Om Bofællesskabet

Bofællesskab Baunehøj’s historie

 Bofællesskabets historie går tilbage til 2011, hvor ideen om et bofællesskab som rammen om en meditativ praksis blev født. En lille gruppe foldede ideen ud til et ønske om at skabe et meditativt fællesskab, der fortrinsvis har sit grundlag i en kristen tradition. Så var det bare at gå igang – og de kommende år krævede mange former for research, samtaler og tid. Byggegrunde blev besøgt og valget faldt på Baunehøjparken i Rønde. Grunden er højt beliggende med en fin udsigt over natur, vand og skov. 

Et andet ønske var, at bofællesskabet skulle være en økonomisk mulighed for de fleste, og derfor valgte man at gå i samarbejde med boligforeningen Djursbo om bygning af 18 lejeboliger samt et fælleshus. I februar 2014 blev det første offentlige møde om Bofællesskabet Baunehøj afholdt, byggeriet startede i efteråret 2014 og indflytningerne fandt sted i efteråret 2015 

Initiativgruppen har haft fokus på, hvordan bofællesskabet får opbygget en hverdag, hvor alle beboerne er inddraget i udmøntning af den meditative praksis, der finder sted 2 gange dagligt.

Det fælles grundlag er skrevet ind i bofællesskabets vedtægter. 

Bofællesskabets formål som det kommer til udtryk i vedtægterne lyder: “Bofællesskabets formål er at opbygge og fastholde et aktivt fællesskab med engagerede mennesker, der er centrerede om at dele de kompetencer, som hver enkelt beboer bringer med. Samtidig skal beboerne have lyst og vilje til at deltage i fællesskabets liv med meditation, fortrinsvis på et kristent grundlag samt i kreative og kulturelle aktiviteter”.

Organisering

Bofællesskab Baunehøj er en selvstændig afd. 26, i det almene boligselskab, djursBo. Det er djursBo der indgår lejekontrakt med lejerne, på baggrund af Bofællesskabets ventelister. 

Der er to bestyrelser, nemlig afdelingsbestyrelse for djursBo afd.26 og en bestyrelse for Foreningen Bofællesskabet Baunehøj.

I djursBo afd. 26 afholdes årligt et Afdelingsmøde og i foreningen Bofællesskab Baunehøj afholdes årligt et Årsmøde. Beboerne betaler et årligt kontigent på 200 kr. til Foreningen Bofællesskabet Baunehøj. 

For bofællesskabet gælder to sæt vedtægter. Det ene sæt vedtægter gælder for afd. 26 boligorganisationen djursBo. Se www.djursbo.dk.

Det andet sæt vedtægter gælder for Foreningen Bofællesskab Baunehøj. Se nederst på denne side.

  1. Bestyrelsen for afd. 26 Afdeling 26 består af alle beboere i bofællesskabet. Afdelingsmødet vælger en bestyrelsen, der består af formand og 2 bestyrelsesmedlemmer, samt 2 suppleanter. Af de 2 bestyrelsesmedlemmer, vælges det ene medlem i lige år og det andet medlem i ulige år. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen, genvalg kan finde sted. Bestyrelsen konstitutere sig selv efter valget og fordeler opgaver mellem sig.

På Afdelingsmødet sept. 2023, er følgende valgt til bestyrelsen: 

Formand Anne Mette Berg

Bestyrelsesmedlem Bent Juul 
Bestyrelsesmedlem  Jens Gnau

 Udvalg
Der er for tiden to forskellige udvalg: et Haveudvalg som varetager opgaver med forskønnelse af vores fællesarealer, et Kunstudvalg, som står for skiftende kunstudstillinger i fælleshuset.

Arbejdsgrupper til vedligehold af Fælleshuset
Der er nedsat mindre arbejdsgrupper, der sørger for indkøb til og rengøring af Fælleshuse

2) Bestyrelsen fra Foreningen Bofællesskabet Baunehøj Det er på nuværende tidspunkt ikke alle beboere der er medlem af Foreningen Bofællesskabet Baunehøj.

Vi har et hjemmeside udvalg og et Ventelisteudvalg, der tager imod henvendelser fra interesserede i bofællesskabet, afholder samtaler og indstiller til bestyrelsen omkring optagelse på venteliste,

Bofællesskab Baunehøj er for mennesker, der ønsker at indgå i et aktivt fællesskab og samtidig har lyst og vilje til at deltage i fællesskabets liv med meditation, fortrinsvis på kristent grundlag, samt i kreative, kulturelle og sociale aktiviteter. 

Alle beboere kan, evt. sammen med andre, igangsætte aktiviteter, det kræver ingen forudgående beslutning, hverken i bestyrelsen eller på Årsmødet. Der er fællesspisning ca. en gang om måneden.

Vedtægter for Foreningen Bofællesskab Baunehøj

§ 1

Bofællesskabets navn er Bofællesskab Baunehøj, beliggende Baunehøjparken 4 A – 20 B, Rønde.

Bofællesskabet er en selvstændig afdeling under boligforeningen djursBo.

§ 2 

Ud over de til enhver tid gældende vedtægter for afdelinger under boligforeningen djursBo gælder tillige følgende vedtægter for bofællesskabet.

§ 3

Boligforeningen djursBo og Syddjurs Kommune har i henhold til Almenboliglovens § 51a godkendt, at afdelingens familieboliger indrettes som et bofællesskab. 

Der er samtidig truffet beslutning om, at Bofællesskab Baunehøj har sin egen venteliste og selv vælger beboere til de enkelte boliger.

Syddjurs Kommune har dog bibeholdt sin anvisningsret i henhold til Almenboliglovens § 59.

Såfremt bofællesskabet ved fraflytning ikke har personer på venteliste, der ønsker at overtage lejemålet, vælger boligforeningen djursBo den nye lejer.

Bofællesskabets formål er at opbygge og fastholde et aktivt fællesskab med engagerede mennesker, der er centreret om at dele de kompetencer, hver enkelt beboer bringer med.

Samtidig skal beboerne have lyst og vilje til at deltage i fællesskabets liv med meditation, fortrinsvis på et kristent grundlag samt i kreative og kulturelle aktiviteter. Fælleshuset er derfor det bærende element i bofællesskabet.

§ 4

Målgruppen er enlige, par og familier, hvor den ene voksne skal være mindst 40 år på indflytningstidspunktet.

§ 5

Bestyrelsen er den, på afdelingsmødet i djursBo, afdeling 26, valgte bestyrelse. Bestyrelsen består af formand samt 2 medlemmer, og vælges for 2 år ad gangen.

Det ene af de to bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år og det andet bestyrelsesmedlem i lige år. Der vælges 2 suppleanter for bestyrelsen. Suppleanter er på valg hvert år.

§ 6

Medlemmer af foreningen Bofællesskab Baunehøj er bofællesskabets beboere. Ved afstemninger har hvert medlem 1 stemme.

§ 7

Kontingentets størrelse fastsættes hvert år på årsmødet.

§ 8

Fælleshuset kan lejes af beboerne. Leje af Fælleshuset kan kun ske således, at der er mulighed for fælles meditation morgen og sen eftermiddag. 

Ved leje af Fælleshuset forpligter lejer sig til kun, at anvende meditationsrummet til kurser / aktiviteter, som er forenelige med meditationsrummets formål om fordybelse. 

Fælleshuset kan udlejes i alt 100 dage pr. kalenderår.

§ 9

Det er tilladt at holde 1 husdyr (hund eller kat) pr. bolig. 

§ 10

Bofællesskabet hæfter kun for sine forpligtelser med bofællesskabets til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke bofællesskabets medlemmer nogen personlig hæftelse.

§ 11

Regnskabsåret er lig kalenderåret. Regnskabet skal være afsluttet og forelagt revisor inden udgangen af januar måned. Regnskabet forelægges derefter på det følgende årsmøde til godkendelse

§ 12

Årsmødet er foreningen Bofælleskab Baunehøjs øverste myndighed. Årsmødet afholdes hvert år i februar måned. Indkaldelse til årsmødet skal ske med mindst 2 ugers varsel, ved e-mail til alle bofællesskabets medlemmer. 

Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for årsmødet, regnskab for regnskabsåret, samt budget for kommende år.

§ 13

Ekstraordinært årsmøde afholdes, når bestyrelsen eller mindst 2/3 af beboerne i bofællesskabet ønsker det.

Begæringen skal være skriftlig og fremsendes med mail til bestyrelsen og indeholde forslag, som ønskes behandlet. 

Ekstraordinært årsmøde varsles på samme måde som det ordinære årsmøde og afholdes senest 4 uger efter, at bestyrelsen har modtaget henvendelse derom.

§ 14

Beslutninger på årsmødet afgøres ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte.

Dog skal vedtægtsændringer vedtages med 2/3 stemmeflertal blandt de stemmeberettigede eller med almindeligt stemmeflertal på 2 på hinanden følgende møder.

§ 15

Bestyrelsen opgave er at varetage foreningens interesser.

Den til enhver tid siddende bestyrelse tegner foreningen udadtil, herunder også i forhold til banken.

Det er bestyrelsen, der afgør optagelse på ventelisten.

Ledige lejemål tilbydes først internt i bofællesskabet efter anciennitet. Ved anciennitetslighed trækkes lod. Dernæst tilbydes lejligheden til den på ventelisten, som bestyrelsen udpeger.

Vedtægter revideret i henhold til beslutninger på Årsmøde 26. februar 2022 samt Afdelingsmøde den 22. september 2022.